Jeg vil dø, jeg gider ikke mere.

Fredag morgen blev jeg indlagt på hospitalet til en lille komplet ufarlig og ukompliceret
operation. Fra start til slut blev jeg mødt af venlighed og smil både fra de sygeplejersker som modtog mig på afdelingen og til personalet på operationsstuen. Det eneste jeg kunne klage over, var at de talte om lagkage og flødeboller, mens de gjorde mig klar til operation på trods af at jeg havde fastet fra dagen før. 😅

Da min operation var vel overstået, kom jeg op på stuen. Da jeg bliver rullet ind på stuen, passerer jeg på vej over til min vinduesplads en anden patient (ældre herre) lad os kalde ham H.
Han er omgivet af flere sygeplejersker, som forsøger at få kontakt til ham, men det lykkes kun delvist.

(Man kan ikke undgå at høre den snak som foregår på stuen, så jeg beslutter mig til at lytte med).
Sygeplejerskerne taler indbyrdes om H.'s medicinering og om, at den måske er for stærk og det er derfor, det er svært, at få kontakt til ham. De forsøger at få H. op at sidde i en stol, men han jamrer sig så meget at de giver op.
Jeg kan på et tidspunkt høre sygeplejerskerne tale om, at han oprindeligt er blevet indlagt med et brækket ben, hvilket passer meget godt, da det er en Ortopædisk afdeling vi befinder os på.
Jeg kan høre, at han hoster næsten konstant som om, han har noget i halsen som sidder fast.
Sygeplejerskerne kommer mange gange i det døgn, jeg var indlagt og suger slim ud af H.'s hals. Alle gange kan man høre, hvordan han giver sig og jamrer, mens han forsøger at hoste igennem.
Jeg tænker på, hvordan jeg ville have det med at få et rør stukket langt ned i halsen for at suge slim ud, jeg vil slet ikke tænke tanken til ende.
H. skal også vendes flere gange i døgnet for at undgå liggesår, antager jeg. Han jamrer og græder af smerter hver gang. I det døgn jeg er indlagt, kan jeg følge hans næsten konstante smerter og gentagne udsagn "Jeg vil dø, jeg gider ikke mere". Personalet kommer konstant og kigger til ham og forsøger at veksle nogle opløftende ord med ham, men det lykkedes sjældent.

Om natten vågner jeg og der sidder en ung sygeplejerske eller nattevagt og taler med H. som jeg fornemmer på dette tidspunkt er nogenlunde klar i talen og tankerne.
Jeg kan høre, at H. betror denne person flere meget personlige ting, men det gennem gående emne, drejer sig om hans ønske om, at dø. Vagten fortæller, at man på hospitalet har både en psykolog eller en hospitalspræst, som kunne komme og tale med H.
Jeg hørte ikke H's svar, men det er måske også irrelevant.
Hvad er så pointen i denne lille fortælling?
Det er et behov fra min side, at beskrive de følelser som jeg havde i forbindelse med denne oplevelse
Skulle H's ønske om at dø bremses af lovgivningen, jeg kan ikke besvare dette med et klart ja eller nej.
Men hele dette forløb som påførte H. ufattelige smerter og plejepersonale som via loven er forpligtet til, at fortsætte behandlingen velvidende, at det vil påføre H. ufattelige smerter, har åbnet op for en masse tanker i mit sind.
Så spørgsmålet er: Skal lovgivningen bestemme, hvornår vi må dø på trods af de fysiske/psykiske smerter, som det kan påføre et menneske.
Samtidig tænker jeg også på personalet, som velvidende om en patient's ønske er tvunget til at fortsætte med behandlingen med de konsekvenser, det både psykisk og jobmæssigt må have på dem selv.
Jeg er ikke i tvivl om, at denne oplevelse vil påvirke mig, hver gang jeg ser eller hører om et alvorligt sygt menneske.
Dagen efter læste jeg paradoksalt nok nedenstående klumme i Politikken af Lise Uhrup Jensen Folkeskolelærer og forfatter.
Her er et kort uddrag.Men det er en anden historie eller er det?
Jeg passede både min mand og min mor hjemme, da de var syge og døende. Hvis nogen af mine nærmeste ulykkeligvis igen skulle få brug for kærlig pleje i den sidste tid, vil jeg være der. Det er en pligt, vi har som mennesker.