Hvornår må man sige nej?

Når en alvorlig sygdom rammer et medlem af familien, og som ingen endnu kender konsekvensen af, så rammer det hverdagen som en bombe.
Livet bliver sat på standby, indtil man får klarhed over den situation, man pludselig er "landet" i. Så længe den uklarhed er til stede, bliver man som familie nødt til at træffe nogle valg og også prioritere nogle ting.
Det mentale overskud, man tidligere har haft til at langtidsplanlægge, er ikke længere til stede, så hvis man bliver inviteret til "arrangementer" (jeg vælger at bruge ordet arrangementer, da det dækker bredt), kan man være nødt til at sige "nej tak", både for værternes/planlæggernes skyld, men også for ens egen, så man ikke skal gå med den "uro" om, hvorvidt man nu kan overholde den aftale, man har sagt ja til.
Andre arrangementer, som er mere "uformelle", kan man måske sige ja til, da det ikke vil gøre den store forskel med et sidste øjebliks afbud.
Hvilken af de to kategorier eventuelle arrangementer hører under, er der ingen andre end den berørte familie, der kan og skal beslutte.
Der findes selvfølgelig også de "almindelige" aftaler med venner, familie o.s.v., som kører deres eget lille "spor" som altid.
Hvorfor skrives dette "lille" indlæg: Der er et behov for at fortælle, at accept eller afslag ikke har noget med hverken menneskene bag arrangementet eller typen af arrangementet at gøre. Den beslutning, som bliver truffet, er efter grundig overvejelse og ud fra det overskud, man har på det tidspunkt.