Har en mand på 64 år epilepsi?

Hvornår gik det op for mig, at jeg måske har epilepsi? Det har været en lang proces, som endnu ikke har og måske aldrig får sin ende.

For 20 år siden vågnede jeg på Glostrup Hospital Skadestue med kæmpe smerter i min skulder. Jeg havde ingen anelse om hvad der var sket. Min hustru fortalte mig, at jeg havde haft et krampeanfald og jeg skulle undersøges nærmere. Det viste sig, at jeg havde brækket skulderen. Mens jeg afventede yderligere undersøgelser, fik jeg et nyt krampeanfald og brækkede i den forbindelse den anden skulder.

Denne hændelse kostede en måneds hospitalsophold og efterfølgende flere måneders genoptræning. Det blev (kan jeg nu se i min journal) henført til Epilepsi.

I den tid var jeg kun koncentreret om mig selv og min egen tilstand. Jeg ænsede ikke den uro og magtesløshed min familie havde. Under min indlæggelse insisterede jeg b.la. andet på at komme på "hjemmebesøg", på trods af at min familie overhovedet ikke var klar eller klædt på til at håndtere mig i den både fysiske og psykisk tilstand jeg var i. Heldigvis er min familie nu kommet til et punkt, hvor chokket og hjælpeløsheden ved mine anfald er aftaget, men helt over det kommer man aldrig.

Jeg har efterhånden haft omkring 10 anfald som henføres til epilepsi, men det var først i 2018 i forbindelse med Natrium mangel jeg begyndte at få en anelse om, at der kunne være noget galt med mig. selvom min Natrium mangel ikke havde noget at gøre med epilepsi.

Mine anfald har heldigvis primært foregået, hvor min familie har været til stede, men et af anfaldende fandt sted på et kursus, hvor en del af mine kollegaer var til stede. At få anfaldende foran min familie og nogle gange kun min hustru, bringer efterfølgende i en tilstand en i af skam og afmagt, men at få et anfald foran sine kollegaer bringer en til et helt andet niveau af skam og hjælpeløshed.
Hvordan kommer man videre i sin dagligdag og sit arbejde, hvor man samtidig skal kunne se sine kolleger i øjnene og udføre sit arbejde samtidig?
Man holder fast i troen på, at man er omgivet af mennesker som kun vil en det bedste.

Hvor er jeg så i dag? Jeg har gennemgået mit sygdoms forløb i de sidste mange år (Det kan man heldigvis selv se på Sundhed.dk) og indset, at jeg har epilepsi og har haft det i mange år, hvilket min familie har været overbevist om i flere år.

Jeg har haft kæmpe hjælp fra Neurologisk Afd. på Rigshospitalet. Jeg har kunne kontakte min ansvarlige læge på RH., hvis jeg havde spørgsmål eller har haft optræk til anfald, (Jeg er en af de heldige, som kan mærke om et anfald er på vej, jeg skal bare lære at reagere på det og ikke bare tro på, at det går over uden jeg får anfald). Min ansvarlige læge på RH og jeg har i fællesskab forsøgt at få min daglige dosis medicin til at holde mig anfaldsfri.
Jeg har ikke haft anfald i et år, så jeg tror og håber, at min medicinering nu "sidder lige i skabet".

Hvad med min fremtid?
Jeg må indse, at jeg har en sygdom, som jeg ikke selv er 100% herre over