Det hæmningsløse barn.

Jeg har den heldige rolle at være bedstefar til to små børn. Den ene er en lille nyfødt pige og den anden er en lille dreng på fire år.
Dette lille skriv handler om mit elskede "barnedreng" på fire år. (Jeg spurgte min hustru, hvordan man definerer om barnebarnet er en pige eller en dreng. Svaret var, at der ikke findes et ord for det), så derfor har jeg selv opfundet udtrykket barnedreng.
Det som har givet mig anledning til at lave dette skriv er en episode, vi oplevede da vi var ude at handle med vores barnedreng.

Vi var i et supermarked og handle og da vi står i køen kommer der en mand i en elektrisk kørestol op bag os i køen. Den lille knægt kigger på manden og siger til mig "han kan ikke gå" og manden svarer smilende, at det var rigtigt. Mit barnedreng kigger derfor på manden endnu en gang og peger på kørestolen og siger "den har to hjul". Jeg kigger på manden og mens vi smiler til hinanden siger jeg til mit barnedreng, at kørestolen har fire hjul🦼
Så var der egentlig ikke mere i den sag, men da jeg om aftenen gik tur med min hundelufter kammerat med vores to hunde fortalte jeg om episoden🐕

Jeg er 64 år og min hundelufter kammerat er 54 år. Vi talte om, hvordan reaktionen ville have været fra de voksnes side , hvis det samme forløb havde fundet sted dengang vi var børn. Vi var begge enige om, at det havde været en meget pinlig affære og det havde medført en gevaldig skideballe eller i værste fald en over nakken.

Min tanke er, at det måske var mest pinligt for forældrene eller hvem børnene nu var sammen med. Hvis man også den gang havde håndteret situationen som vi gjorde forleden dag, var man måske meget tidligere kommet over den afstand, der kunne være mellem handicappede, ikke handicappede og alle de forskelligheder der kan være i mellem mennesker.
Måske skulle vi have haft mulighed for, at være lidt mere hæmningsløse🤔

Overskriften det hæmningsløse barn er et lille forsøg på, at beskrive, hvordan vores barnedreng tit slipper sine hæmninger løs.
Vi har fået lov, at låne vores barnedreng til overnatning en gang om ugen og det har vi gjort siden han var to år. Det har givet hans forældre en fri aften og os glæden, at på aller nærmeste hold følge ham i hans udvikling. Det har også betydet, at han har den tryghed, at fortælle os, b.la. hvornår han vil hjem, selvom planen var, at han skulle overnatte.
Han lægger heller ikke skjul på, hvor jeg hører til i hierarkiet, når han er sammen med farmor og farfar.
Han elsker sin farmor betingelsesløst og det lægger han ikke skjul på. Det samme gælder den anden vej og selvom min hustru har arbejdet med pædagogik i over 40 år, så ryger alt det pædagogiske direkte i skraldespanden, når vores barnedreng er hos os.
Han fortæller os, hvis der er noget han ikke vil, hvis der er noget han ikke vil spise., hvis farfar er dum og og han markerer tydeligt hvis han vil have sin farmor for sig selv (han er uden tvivl meget jaloux og ønsker mig nogen gange hen hvor peberet gror)😀 I det hele taget vil han gerne bestemme det hele.
Slipper han så afsted med det? Naturligvis ikke, tingene forgår langt hen ad vejen, som min hustru og jeg er enige om (tror jeg)🤔
Så kort og godt, lad børnene være hæmningsløse. Med den kærlighed, omsorg og åbenhed vi kan give børnene er jeg sikker på, at de går en dejlig fremtid i møde og stadig vil være bare en "lille" smule hæmningsløse.

Hilsen din farfar, som også elsker dig hæmningsløst.😍