Del 2! Er man kommet hjem igen og er ringen sluttet?

Denne del giver måske mere mening i forhold til overskriften og handler mest om mig selv og de relationer og tilknytninger jeg har til forskellige ting.
Selvom jeg nu har boet i Ishøj siden 1981, så vil jeg altid elske mit Nørrebro og føler stadig det er mit andet hjem. Når jeg tager mine ture ind til Nørrebro og går rundt og kikker på de gamle steder, så vælter minderne frem.
Et af mine faste besøgssteder er Hellig Kors Kirke, hvor jeg er døbt, konfirmeret og blev viet med Heidi. Som man kan læse i del 1, så var det også her vi valgte, at forny vores ægteskabsløfte. Sognepræsten fra Hellig Kors Kirke Andreas Christensen var så venlig, at indvilge i at foretage ceremonien. De gange vi talte sammen omtalte han ceremonien som en "velsignelse" af vores ægteskab og det er måske en mere rammende beskrivelse.
Som man kan se i linket er Andreas et menneske som har og har haft mange "hatte" på. I de få korte samtaler jeg havde med ham fik man et hurtigt følelsen af, at man her mødte et menneske med dyb interesse i andre og også et menneske, som hurtig opfattede betydningen af de ting han mødte på sin vej.
I vores tilfælde drejede det sig om den ceremoni som vi ønskede, at afholde og den baggrund der var for at afholde vores "pre guldbryllup". Det betød at indholdet af den tale han holdt ved ceremonien indeholdt både ting fra vores fortid, samt referencer til den tid/situation vi nu befinder os i.
Som alle jeg kender ved, så er det ikke religion som har fyldt det meste i mit liv. I mine tanker har religion altid været noget som har ført til had og krige mellem mennesker.
Hvorfor dukker, så disse tanker omkring religion og ens fortid pludselig op og begynder, at fylde noget i ens "mind set". Jeg har ingen anelse, måske var det Heidi's ønske om at forny vores bryllupsløfte og ad den vej kontakten til kirken, mødet med Andreas eller de fordi, man er ved, at blive gammel og er i en situation, hvor man ingen indflydelse har på fremtiden, men har behov for at holde fast i noget uforgængeligt og derfor håber man selv er det samme.
Nogle nyere analyser viser også, at religion og tro fylder mere og mere hos nogle generationer.
Måske har vi alle behov for at vende tilbage til de gode gamle dage, hvor man var yngre og hele livet kørte på fuldt knald og der ikke var så meget, at bekymre sig om. Den mulighed findes desværre ikke, så man begynder måske at søger andre ting, nu hvor verdenen pludselig begynder, at se anderledes ud og hvor vi i "lille" Danmark begynder at føle os presset af omstændigheder, [KH1] som ligger uden for vores kontrol og som kan ramme os alle.
Måske er det derfor min hjerne begynder at kredse omkring den slags ting, selvom jeg intet ønske har om at bruge de få "megabytes" jeg har ledig i min hjerne på disse tanker.
Er det det eneste fællesskab vi har tilbage, når tingene begynder at snerpe til?
Er det derfor, jeg spørger mig selv om jeg er kommet hjem og ringen til Heidi som udtrykker min evige kærlighed er købt?